Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forretningsorden Bundgaardsskolens skolebestyrelse

Forretningsorden Bundgaardsskolens skolebestyrelse

Forretningsordenen er udarbejdet med afsæt i skolens værdigrundlag og styrelsesvedtægten for Aalborg Kommune.

  1. Skolebestyrelsen består af 7 forældrerepræsentanter, 2 medarbejderrepræsentanter og 2 elevrepræsentanter. Herudover op til 2 eksterne medlemmer, som er udpeget for 1 år ad gangen. Fire forældrerepræsentanter er valgt for 4 år ad gangen, og tre forældrerepræsentanter er valgt for 2 år. Der afholdes forskudte valg hvert andet år. Valget afholdes om foråret. Eksterne medlemmer i bestyrelsen vælges ikke - de udpeges.
  2. Samtlige medlemmer af skolebestyrelsen har stemmeret dog ikke skolens ledelse der også deltager i skolebestyrelsens møder.


Konstituering

  1. På skolebestyrelsens første møde efter et valg konstituerer bestyrelsen sig, og der vælges en formand og en næstformand blandt forældrerepræsentanterne. Hvis der tiltræder nye skolebestyrelsesmedlemmer i løbet af en valgperiode, introduceres disse for forretningsordenen af skolebestyrelsesformanden og eller skolelederen.
     

Mødevirksomhed

  1. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed i møder, og møder afholdes for lukkede døre.
  2. Skolebestyrelsen afholder møde, når det ønskes af formanden, eller når en tredjedel af bestyrelsens medlemmer ønsker det med angivelse af punkter til dagsordenen.
  3. Skolebestyrelsen mødes efter behov, men der tilstræbes afholdt 10 møder pr. år efter en plan som skolens leder udarbejder og som godkendes af skolebestyrelsen. Mødeplanen fremlægges senest umiddelbart før sommerferien, og den offentliggøres i skolens kalender på hjemmesiden.
  4. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg der dog aldrig færdiggør opgaverne jvf punkt 2 


Dagsorden

  1. Dagsorden udsendes ca. en uge før møderne og evt. punkter til dagsorden skal være indleveret en uge plus to dage før mødet til formanden og/eller skolelederen. Dagsorden udarbejdes i samarbejde mellem skolens leder og formand.
  2. Dagsordenen udfærdiges under hensyntagen til, at visse sager evt. skal behandles uden elevernes tilstedeværelse.
  3. Der kan medsendes bilag til belysning af punkter på dagsorden. Bilag forventes læst i det omfang, den enkelte har tid og mulighed. Bilag bør være sendt ud senest 5 dage før mødet.
  4. Ekstraordinære møder indkaldes med en frist på mindst 8 dage. Dagsorden og bilag udsendes senest 3 hverdage før mødet.


Mødedeltagelse

1.    Skolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, når man finder det påkrævet.
2.    Ved længerevarende fravær af et medlem – eller ved situationer, hvor bestyrelsen skal være fuldtallig, indkalder skoleledelsen suppleant.
 

Mødeledelse og referat

  1. Skolens ledelse varetager sekretærfunktionen og deltager i skolebestyrelsesmøderne uden stemmeret.
  2. Møderne ledes af skolebestyrelsesformanden alternativt næstformand eller skoleleder.
  3. Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede – enten fysisk eller virtuelt.
  4. Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede – enten fysisk eller virtuelt.
  5. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
  6. Der føres referat fra bestyrelsesmøderne. Referatet godkendes i de første 5 dage umiddelbart efter mødet. Referatet udsendes efterfølgende elektronisk til bestyrelsesmedlemmerne, og det offentliggøres på skolens hjemmeside senest en uge efter mødets afvikling.
  7. Ethvert medlem kan i kort form forlange afvigende opfattelser tilført referatet og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.


Ikrafttræden

  1. Denne forretningsorden er vedtaget på skolebestyrelsesmødet onsdag den 27.november 2024 og træder i kraft straks. Den kan ændres efter forudgående sagsbehandling, hvis et flertal af bestyrelsens medlemmer anmoder herom.